Kanariefuglens oprindelse
|
|
Kilde: Wikipedia Kanariefuglen (Serinus canaria) hører til finkefuglene. Verdens første kanariefuglemuseum ligger i den lille by St. Andreasberg i Harzen, hvor man har haft tradition for opdræt af kanariefugle til brug i minerne siden 1485. Kanariefuglen (Serinus canaria) er en lille olivengrøn og gul fugl, der i naturen lever på Madeira, Azorerne og de Kanariske Øer. Den hører til finkerne, som er en gruppe inden for spurvefuglene. |
|
|
|
Omkring 1720 bragte tilvandrende bjergfolk fra Imst i Tyrol kanariefugle som stuefugle til St. Andreasberg i Hartzen. De hjemlige bjergfolk, som tjente til deres undehold i sølvminer, begyndte at interessere sig for opdræt og salg af kanariefugle. Kanarier eller Harzerfugle, som handelsnavnet blev - blev kendt vidt omkring for deres fremragende sang og nåede høje priser. Det kan ikke undre, at netop bjergfolk havde en særlig tilknytning til kanariefuglen. I bjergværkets lampestuer var ofte anbragt adskillige kanarier, som forkyndte med deres adfærd den livsfarlige mangel på ilt. Hartzerkanarie-opdrættets blomstringstid begyndte omkring 1760, da fuglehandlere rejste overalt i Europa. På deres bare-stativer transporterede de op til 170 små fuglebure. I St. Andreasberg, kanarieopdrættets hovedstad, blev omkring 1842 årligt solgt 4000 kanariehanner. Storhandleren C.Reiche førte i 1882-1883 mindst 120.000 kanariehanner i New York, til Syd Amerika 10.500, til Australien 5.600, til Syd Afrika 3000. Omkring 30.000 endte i Europa og 12.000 fandt afsætning i Tyskland. Kanariefuglen er et symbol på ren luft, fordi den blev brugt som advarselsalarm i kulminerne til langt op i 1980’erne. Kanariefugle er meget følsomme over for giftige gasser og vil derfor falde om og dø, før et udslip når at påvirke minearbejderne. Så længe der er liv og fuglesang, kan man altså regne med, at luften er ren.
|
Den vilde kanarie
- Detaljer