De tre Årstider

Vi kan opdele året i tre perioder alle af stor vigtighed for vore fugle. Hver periode består af 4 måneder og kan for eksempel være som følgende:

# Yngleperioden: Fra januar til og med april
# Fældeperioden: Fra maj til og med august.
# Hvileperioden: Fra september til og med december.

Hvileperioden.

Jeg vil starte med hvileperioden, da det er her vi lægger grunden til den kommende yngleperiode, både ved udvælgelsen af avlsfugle, samt eventuelt indkøb af nye fugle. Det er ligeledes i denne periode vi udstiller vore fugle. Ved hjælp af dommerkortets point og bemærkninger til fejl og mangler ved fuglene, kan vi få et fingerpeg om egne eller indkøbte fugle, svarer til "standardkravet" der for hver farve og type angiver hvilket krav der stilles til udstillingsfuglen.

September:
Først i denne måned skulle vore unger være færdige med fældningen, og de skulle gerne være adskilt, så hanner og hunner går hver for sig. 
Vi går nu i gang med at udvælge avls og udstillingsfuglene. Her skal vi være meget kritiske og kun beholde de absolut største og stærkeste fugle med den bedste farve og tegning. Udstillings fuglene skal selvfølgelig ligge så tæt på typens "standardkrav" som overhovedet mulig, men det er ikke sikkert, det også er disse fugle, der er mest egnet som avlsfugle. I flere år har vi været mange der udelukkende avlede med de bedste udstillingsfugle, hvilket vil sige at arvemæssige egenskaber så som farve - tegning og type blev prioriteret højest. Dermed blev andre arveegenskaber henvist til andenpladsen, men efterhånden er der flere tegn på, at vi skal til at opprioritere arveegenskaber som: gode redebyggere - æglæggere - rugere - opmadere - sundhed -størrelse - befrugtningsevne - rolighed m.m. 
For at styre det er det nødvendigt at føre et nøjagtigt opdrætskort for hvert ynglepar.

 I denne måned sættes vore udstillingsfugle ind i yngleburene, så de kan vænne sig til de mindre rum, samt den nærmere kontakt med opdrætteren. Husk at efterse hale og vinger for knækkede fjer og fjern de der er knækket, ellers kan de nye ikke nå at vokse frem inden udstillingen.

Oktober:
 Udstillingsfuglene flyttes over i udstillingsburet, hvor de får lov til at vænne sig til buret en uge. Tiden i yngleburet, samt den første uge i udstillingsburet, kan vi betragte som en tilvændingsfase. Derfra går vi over til træningsfasen, hvor fuglene skal lære at indtage en rigtig udstillingsholdning. Netop træningsfasen er nok det punkt, hvor flest opdrættere forsømmer, men det er også et meget tidskrævende arbejde, hvis fuglen skal lære den rigtige udstillingsholdning. Man kan med fordel starte ungernes tilvænning til udstillingsburet allerede når de er flyttet fra forældrene. Hvis man har ungerne gående i mindre flokke i flyvebure, kan der hænges et udstillingsbur op uden på burene. Ungerne vil meget gerne opholde sig derude og på den måde behøver vi ikke at have ungerne i udstillingsburet en uge med risiko for beskadiget fjer.
Fuglene skal hver dag vænnes til at blive flyttet over på et bord, gerne i et andet rum hvor der færdes andre mennesker end opdrætteren. Her skal fuglene vænne sig til at blive betragtet på nært hold, og med en tynd stok skal vi forsøge at lede fuglen op på pinden, hvor den efterhånden, som den blive fortrolig med træningen, skal indtage hvad der betragtes som en god udstillingsholdning. Ved udløbet af træningsperioden skal fuglen indtage holdningen, så snart buret placeres på bordet.
To til tre dage før udstillingen gennemgås fugle samt bure.

Burene rengøres og der lægges rent papir eller sand i bunden, ædeskålene afvaskes. Fuglenes næb og negle efterses. Er de for lange skal de klippes. Ben, fødder og hale afvaskes, på lyse fugle vil det ofte være en fordel at vaske hele fjerdragten. Velegnet til afvaskning er almindelig børne shampo, der med en blød børste dyppet i lunket vand, forsigtigt påføres fjerdragten så urenheder opløses. Sæben afskylles med lunkent vand, og til slut sættes fuglen ind i det rengjorde bur og stilles på et lunt sted til fjerdragten er tør. Ved bedømmelse vil det koste point under rubrikken "kondition" såfremt der er lange negle - næb, smudsige ben - fødder eller fjerdragt.
På udstillingen bliver fuglene bedømt efter en pointskala, med dommerens kommentar til de fejl eller goder den pågældende fugl besidder. Så kan man som opdrætter gøre to ting: tage dommerens kommentarer til efterretning, og ved næste yngleperiode forsøge at korrigere de fejl og mangler ens fugle besidder. Eller man kan kritisere bedømmelsen og mene dommeren ikke har forstand på at dømme kanarier.
Den første metode skulle gerne føre til en forbedring af kvaliteten gennem det målbevidste opdræt. Til det andet kan jeg kun sige, at det er let at kritisere en bedømmelse, når dommeren er gået, og ikke har mulighed for at begrunde sin bedømmelse. Er der opdrættere der mener de bedre kan udøve dommerhvervet, bør de gå aktivt ind i dommerrækken. Der er ikke for mange i forvejen, der har tid, lyst og råd til at bruge 6 til 8 fridage hvert år.

November:
Det er en af de stille måneder, hvor fuglene rigtigt skal slappe af. Det eneste det drejer sig om er at spise sig mæt i de korte dage med det svindende dagslys, og nu må vi ikke forlænge dagen med kunstig belysning. Det er netop i denne måned de skal have al den hvile de kan få. Kun hvor der på grund af arbejdstiden ikke er muligt at fodre ved dagslys, bør der være lys ved fuglene ud over normalt dagslys, men dog kun i så kort tid som muligt.

December:
Vi skal nu begynde med forberedelserne til den kommende yngleperiode. Fuglenes yngledrift stimuleres af lystiden samt i mindre grad af varmen. Især lyset er stærkt medvirkende til at fremme yngledriften. Vi kan starte denne forberedelse på to måder:

1) Vi begynder måneden med at tænde lyset ved fuglene, men den første dag kun inden for normal dagslys. For hver dag forlænger vi nu lysperioden med 10 minutter, og det vil i løbet af måneden svare til omkring 5 timer, men det er stadigvæk ikke nok, vi skal op på 16 timer med lys når de første unger kommer, derfor fortsætter vi ind i januar med optrapning af lyslængden. Personligt mener jeg det er bedst med en tidlig start på fuglenes dag, hvorfor jeg lader dagen starte klokken fire om morgenen til otte om aftenen. I naturen starter for eksempel stæren meget tidlig ofte lige i daggry, men allerede tidlig på aftenen, længe før det bliver mørkt er de gået til ro.

 2) Vi kan også give fuglene alle 16 timer lys fra den første dag hvilket jeg oftest gør, men det kræver at hunnerne holdes i et andet rum uden lys. da den kraftige lyspåvirkning vil sætte hunnerne i gang allerede efter en måned, men da hannerne normalt kræver længere tid for at komme i optimal ynglekondition vil det resultere i for mange blanke æg.

Udetemperaturen afgør om der skal tilføres ekstra varme. Ved en temperatur på ca. 5 grader i fuglenes opholdsrum, behøver de ikke ekstra varme de første par uger af december. Derefter hæves temperaturen gradvis i den sidste periode af måneden, til vi når opnår en sluttemperatur på 15 - 16 grader. Oftest bliver det nødvendigt at sætte hannerne i enkeltbure (udstillingsbure) midt i måneden, for efterhånden som yngledriften stiger, bliver de mere aggressive, og en flok hanner kan være ret hårde ved hinanden, hvilket forbruger for meget af energien, der gerne skulle gemmes til yngletiden. Det kan ligeledes være et problem hvis alle fuglene går i en flok, at nogle finder sammen som par, og højst sandsynlig ikke som vi havde tænkt det skulle være.

Yngleburene klargøres så de er klare til indsætning af fuglene. Med klargøring mener jeg ikke at alle burene først nu bliver afvasket og desinficeret. Det bør foretages umiddelbart efter afslutningen af yngleperioden, så eventuelle mider og andet utøj ikke når at formere sig mere en højest nødvendig.

 Yngleperioden.

Januar:
 Avlshunnerne klargøres i løbet af de første dage i januar. Næb og negle klippes og ved stærkt befjerede racer klippes bug og flankefjer. Derpå indsættes de i yngleburene. I løbet af få dage har de vænnet sig til buret, og vi kan ret hurtigt se, hvilke hunner der er ved at være i ynglekondition. Disse hunner vil uafbrudt hoppe fra pind til pind, udsendende lokketoner og svirre med vingerne. Før vi lader fuglene indgå i avlen, skal vi sikre os at alle er sunde og fuldt udvokset. En hun skal være mindst ni måneder og en han otte måneder gammel. Det kan godt være nogle har avlet med yngre fugle og fået et godt resultat ud af det, men det kan meget nemt give problemer, for fugle der ikke selv er helt udvoksede, er ikke modne til at starte en så krævende opgave som en yngleperiode vil være. Resultatet kan blive læggenød, afbrudt rugning, ubefrugtede æg eller ungerne bliver ikke fodret tilstrækkeligt. Alle de forskellige mineraler og vitaminer kimcellen skal have med i ægget, skal trækkes ud af hunnens reserver, ydermere skal der bruges en mængde kalkreserver til dannelse af æggeskallen. 

Ved hunner der opfylder kravet til sundhed og hvor vi kan se de er i fuld ynglekondition, kan vi ophænge reder og samtidig give dem redemateriale. Pas endelig på at redematerialet ikke er for langt, fuglene kan meget let få det snoet omkring benene. I heldigste fald er det kun reden med æg eller unger der ryger ned på bunden, men jeg har i to tilfælde mistet hunner der hængte fast i redematerialet. De kunne ikke få benet fri, og jeg fandt dem hængende døde ned ved siden af reden. Jeg brugte den gang ituklippet tvist som redemateriale, men er siden gået over til et produkt der købes færdigklippet i ca. 5 cm. længde. Det minder en del om snorene i et opklippet hamp tov, men også tynde græsstrå og mos kan være egnede redematerialer.
Hunner i fuld ynglekondition vil straks begynde redebygningen, og først nu sætter vi den udvalgte han ind i buret. Der vil normalt straks finde en parring sted, og hunnen vil ofte uden problemer godkende den han vi har udvalgt til hende. For hvert par skal vi nu udfylde et opdrætskort, hvorpå vi skal føre en nøjagtig fortegnelse over opdrættets forløb. Hvis vi ønsker at bruge en han til flere hunner, behøver den ikke blive ved hunnen til alle æggene er lagt. En gennemført parring er nok til at befrugte alle æg i et kuld. Befrugtningen af æggene sker normalt 36 timer før æglægningen, og hannens sædceller er virksomme op til 10 dage i hunnens æggeleder.
Men ved at lade hannen blive ved hunnen, kan den hjælpe den meget med opfodringen af ungerne.

Hvis alt løber efter planen vil de fleste hunner lægge æg i anden uge af januar, og jeg vil stærkt anbefale at samle æggene sammen, så hunnen først begynder rugningen når det 4 æg er lagt. Æggene skal samles om morgenen, for allerede efter få timer begynder der en udvikling af kimcellen. Det er også en af grundende til, jeg lader lyset tænde klokken fire, for hunnen lægge normalt ægget inden for den første time efter lyset er tændt, og da jeg fodre fuglene omkring ved femtiden passer det med at alle fuglene har lagt æg og er klar til indsamlingen.
I stedet for æggene der fjernes lægges et narreæg, det er nok med et, for fuglene kan ikke tælle. Det er ikke antallet af æg, men et instinkt der afgør, hvornår de går fra æglægningsfasen over til rugefasen. Æggene skal opbevares i en kasse med opdelte rum. Ved hvert hold æg lægges et nummer, der viser hvorfra de kommer. Bundlaget i kassen kan være frø eller andet blødt materiale, men det må helst ikke være sand, da de skarpe sandkorn nemt kan beskadige æggene. Æggene anbringes på et køligt sted cirka 10 grader er passende. Bliver de i ynglerummet, kan varmen indvirke på kimcellen der liver op og begynder på udviklingen, men da den kræver en temperatur på omkring 38 grader, vil den gå til grunde efter kort tid. Lader vi hunnen beholde æggene, vil den normalt starte rugningen ved andet eller tredje æg, og derved vil de sidste unger også udruges en til to dage senere end de første.

Vi bør holde en luftfugtighed på 60 - 70%. Ved for lav fugtighed kan ungerne have svært ved at bryde æggeskallen, hvorimod en høj fugtighed kan bevirke, at ungerne vokser for hurtigt. Vokser ungerne for hurtigt, kan de ikke dreje rundt inde i ægget, og det bevirker at de ikke kan skære hul på æggeskallen med den lille "æggetand" der findes på oversiden af næbspidsen.
Efter fem til syv dages rugning, kan vi se om æggene er befrugtet. Det kan vi afgøre på to måder, befrugtede æg vil være mørke og mere matte, mens ubefrugtede æg er lysere og blanke. Det kan kræve nogen øvelse at bruge denne metode, den anden måde er ret let og er som følgende: Hvert æg tages for sig mellem tommel og pegefinger, med en lommelygte gennemlyses ægget. Ved befrugtede æg kan man tydelig se kimcellens blodårer som mørkerøde streger eller som en mørk masse, hvorimod ubefrugtede æg er helt lyse. 

Er æggene ubefrugtede, kan vi enten lade hunnen ruge videre til den selv opgiver efter 14 til 16 dages rugning, eller vi kan fjerne reden og efter to til tre dages hvile indsætte en ny rede. Men ubefrugtede æg viser at fuglene ikke er i optimal ynglekondition, eller vi ikke har sørget for fuglenes behov for vitaminer og mineraler. Det er yderst sjældent, at det er fuglene der er sterile. Nu kan det ikke hjælpe at fylde fuglene med vitaminer til kimcellen. Ekstra tilskud af vitaminer skal vi være forsigtige med, normalt vil fuglene få de vitaminer de behøver gennem en god frøblanding, samt ved tilskud af æggefoder. Giver vi ekstra vitaminer kan vi risikere en vitaminforgiftning, for vi kan ikke afgøre, hvilke vitaminer fuglene netop mangler. Vitaminer kan opdeles i vandopløselige og fedtopløselige, de første kan fuglene udskille hvis de får en overdosis, hvorimod de sidste ophobes i fuglen og kan give en forgiftning.

Er der ved nogle hunner et eller to ubefrugtede æg, kan vi samle dem ved én hun. Det skal helst være en hun med en anden farve eller type vi placerer æggene, så vi ved senere ringmærkning af ungerne har mulighed for at påtegne ungernes ringnummer på det rigtige opdrætskort.

Tretten dage efter rugningens start udklækkes ungerne. De første dage er de meget varmekrævende og tåler ikke at være uden varme ret længe. De første dage kræver de heller ikke så meget føde, så hunnen kan hurtigt spise sig mæt og behøver derfor ikke at være væk fra reden ret lang tid. Den første dag er det overhovedet ikke nødvendigt for ungerne at hunnen mader dem, da lever de af resterne fra æggeblommen de opsuger inden de udklækker.
I de første dage efter udklækningen skal vi undgå for meget uro ved fuglene, de små unger har endnu ikke lært at holde fast i reden, og bliver en hun urolig og springer af reden, kan der meget let følge en eller flere unger med ud. 
Bunden af buret bør så ofte det er muligt efterses om der skulle være unger der er fulgt med ud af reden. Hvis uheldet er ude, kan vi ofte rede ungen ved varme den inden den lægges tilbage i reden. Den kan hurtigt varmes ved at holde hænderne løst om den, og med munden blæse varm luft ned over den. Hvis der i nogle kuld er unger der ikke udklækkes, kan det have flere årsager, og det kan ofte være svært at påvise hvori manglen opstår. Nogle af de mest almindelige er følgende: Luftfugtigheden er for lav eller for høj, mangel på vitaminer eller mineraler, for dårligt luftskifte i ynglerummet (iltmangel), hul på ægget så det udtørres, afkøling af æggene.

De første dage af rugeperioden, tåler æggene ikke at undvære varme ret længe, hvorimod de i den sidste del af rugeperioden kan undvære varme i ret lang tid. Jeg har haft hunner, der stoppede rugningen en eller to dage før udrugningen, og flere gange er jeg først blevet klar over det dagen efter, at hunnen ikke rugede mere. Æggene der ikke havde fået varme i måske op til 24 timer blev lagt over til en anden hun, hvor ungerne udklækkede, dog med et døgns forsinkelse. Har vi reder hvor der kun udklækkes en eller to unger, vil det være en stor fordel at samle ungerne, så der bliver fire i en rede. I en rede med fire unger trives de hurtigere fordi de bedre kan presse hunnen til at fodre, og samtidig kommer hun af med mere mad og bliver derved hurtigere sulten igen, og en sulten hun forlader hurtigere reden for at fylde kråsen.

I de første dage har ungerne stort behov for væde. Det kan derfor være en fordel at opbløde opmadningsfoderet, men ikke så meget at det bliver klæbrigt. Spiret frø vil også være godt, da det indeholder meget vand og fuglene kan meget hurtigere optage det bløde frø. Grøntfoder indeholder meget vand, men er ikke så egnet til opmadning af unger, dels er der ikke meget næringsværdi i det, dels kan det meget vand give ungerne tynd afføring, og dermed kan forældrefuglene ikke holde reden ren, fordi den hinde, der normalt omslutter afføringen går i stykker. Derved er der stor risiko for at ungerne bliver smittet af salmonella eller coli bakterier, der meget hurtigt vil udvikles i den tilklistrede rede. 

Vi er nu nået hen i de sidste dage af januar, ungerne er syv dage gamle og skal ringes, netop den syvende dag og ikke før, skal de have ring på benet, at det netop skal være denne dag skyldes hunnens rengøring af reden. De første seks dage holder hunnen reden ren, det kan hun gøre fordi ungernes afføring er omsluttet af en hinde. Her vil vi ofte se hunnen æde denne klump afføring, det skyldes at ungerne ikke udnytter alle næringsværdierne i foderet, og dermed får hunnen et ekstra fodertilskud, der hurtigt omsættes. Den syvende dag er ungerne blevet så store, at de selv kan begynde at aflevere afføringen oppe på kanten af reden. Samtidig forandrer den karakter, den bliver mere fast og er ikke omsluttet af hinden. Det vil samtidig sige, at hunnen ikke holder reden ren. Dog kan der være hunner der ikke kan tåle at se en ring i reden, og absolut vil have den ud, at den uheldigvis sidder på benet af en unge tager den ikke hensyn til. Både ring og unge kommer ud af reden.

 Februar:
 I de bure hvor vi har fuglene gående parvis, er det ved at være tiden hvor næste kuld skal sættes igang. Ved starten af anden uge er ungerne 15 dage gamle og hunnen skal have en ny rede. Reden med ungerne sættes ned på bunden af buret og en ny hænges op på den samme plads som den gamle. Hunnen vil være kendt med redens placering og går hurtigt igang med at bygge en ny. Vi skal selvfølgelig sørge for der er rigeligt med redemateriale og især for noget blødt, som hun kan fore reden med. Der er nogle hunner, der gør meget ud af reden, og har de ikke noget blødt redemateriale, bliver det ungernes fjer, der må holde for. De kan plukke ungerne meget alvorligt hvilket hæmmer disse meget i udviklingen, al deres energi bliver brugt til at holde varmen og gendanne nye fjer. Jeg har endnu ikke fundet det helt rigtige materiale til foring af rederne, nemlig et fuglene foretrækker frem for ungernes fjer og dun, men da det heller ikke er alle hunner, der er lige slemme til at plukke ungerne, kan det også tænkes, at det er noget arveligt bestemt. Altså igen en af de egenskaber, vi skal tage hensyn til ved udvælgelsen af avlsfugle. 

Den mest effektive metode til at undgå at ungerne plukkes er ynglebure, der kan opdeles med et skillerum. Ungerne placeres sammen med hannen i den ene halvdel og hunnen i den anden. Vi må dog ikke glemme at lukke hannen ind til hunnen af og til, da det ellers er helt sikkert at næste kuld æg er ubefrugtet. Når ungerne er 18 til 20 dage gamle, begynder de at flyve af reden, men bruger den dog fortsat til at hvile i og som soveplads om natten. Går de sammen med hunnen, der nu er begyndt på næste kuld, vil de gerne kravle ned i reden til hende for at få lidt varme. Men ungerne er ikke særligt forsigtige og kan let ødelægge et hold æg. De kan skubbe hunnen væk fra æggene så de afkøles, deres spidse negle kan prikke hul på ægget eller deres afføring kan klistre æggene fast til redematerialet.

Omkring 24 dage gamle begynder ungerne selv at æde lidt. Vi skal derfor sætte ædeskåle på bunden af buret, så de har mulighed for at få fat i føden. Det vil først og fremmest være opmadningsfoder og tildels spiret frø de vil æde, tørre frø kan deres bløde næb slet ikke knække. Når ungerne har nået en alder af 28 til 30 dage, kan de klare sig selv. De skal flyttes fra forældrefuglene, hvor det næste kuld unger er lige på trapperne, og det vil dermed sige, at vi nu er i sidste uge af februar. For ungerne vil det være en voldsom omvæltning at blive flyttet fra forældrefuglene. Nye omgivelser og helt overladt til sig selv, skal de nu selv sørge for al den føde de har behov for. Det vil derfor være en stor hjælp, hvis vi har et tomt ynglebur, eller et bur der minder om det i størrelse og indretning som det de forlod, så vil det være knap så voldsom en omvæltning for ungerne. 

Det kan ofte være en fordel at have nogle ældre unger i det bur, hvor de nye unger indsættes. De kan vise de nye vej til ædeskålene samt drikke-glassene, og jeg har også mange gange set hvordan de ældre unger mader de nye. Om det fortrinsvis er hununger der mader de nye, er jeg dog ikke klar over, men måske er der nogle der kan give oplysninger om dette.

I de første uger lever ungerne næsten udelukkende af opmadningsfoder og spiret frø. De kan ikke knække tørre frø hurtig nok til at dække energiforbruget, dertil kræver det vand for at opbløde frøene i fuglenes kråse. Vandet de drikker skal opvarmes af kropstemperaturen, hvilket også kræver energi, og den energi skulle ungerne istedet bruge til at udvikle kroppen. De vil for hver dag tabe i kondition. De sidder hele dagen ved ædeskålen med oppustede fjer, men kan alligevel ikke optage nok føde til at opretholde konditionen, hvilket uværgerlig vil føre til deres død. Så derfor spar aldrig på opmadningsfoderet, spiret frø og et halvt hårkogt æg pr. dag i de første uger efter fravænning.

Marts:
Efter 2 til 3 uger kan ungerne flyttes over i et større bure eller voliere, hvor de kan bruge vingerne og få udviklet lunger og muskler. I volierer, hvor de rører sig mere, forbrændes der også mere energi. Det skal vi sørge for, de har mulighed for at få dækket ind, gennem fodring med frø, der er afstemt efter forholdene. Med afstemt efter forholdene, mener jeg flere olieholdige frø. Ofte vil det jo også være i et koldere rum, vi har flyvebure eller voliere, og netop i kulde kræves der noget af foderet. Fuglene skal bruge en del energi for at holde varmen, og den energi kan de kun få gennem foderet. Får de ikke dækket energiforbruget gennem foderet, går det ud over deres reserver og ungernes udvikling hæmmes. 

Vi er nu midt i marts måned og ungerne i andet kuld er omkring 15 dage gamle. Hannerne skal flyttes nu, hvis vi ikke vil have flere kuld, og har hunnen haft to hele kuld unger, må det nok være bedst at stoppe. 
Hvis resultatet af de to første kuld ikke har givet det ønskede resultat, og hunnen stadig er i god kondition, kan vi tage et tredie kuld.
Hvis vi vil prøve med en anden han til hunnen, vil det nok være det bedste tidspunkt her før tredje kuld. Hunnerne er meget ivrige for at komme i gang med redebygningen, og vil normalt parre sig med den fremmede han, især hvis vi sætter ham ind i buret om aftenen lige før lyset slukker. Når lyset tænder om morgenen, vil fuglene ofte starte dagen med at parre sig, og først nå hunnen er vågnet rigtig op, vil hun opdage, at det er en fremmed han der er i buret. Hvis hun er alt for hård ved ham, er vi selvfølgelig nød til at fjerne ham igen, men han skulle gerne blive der, så han kan overtage fodring af ungerne, når hunnen begynder rugningen. 
Sidst i marts måned er de første unger omkring otte uger og vil begynde fældningen. Ungerne fra andet kuld er gamle nok til at blive flyttet fra forældrene, og skal ligesom de første unger over i de mindre bure, hvor de også skal have den samme fodring og pasning som ungerne fra første kuld.

April:
Sidste kuld unger udruges i de første dage af april, og pasningen og pleje skal følge mønsteret fra de foregående kuld. Ungerne kan flyttes sidst på måneden og det er nu på tide, de gamle fugle får en tiltrængt pause, så de kan nå at rette op på vitamin og mineral balancen før de går ind i den meget krævende fældeperiode. 

Fældeperioden 

Maj:
De ældste unger er nu godt i gang med fældningen og vi skal stadig give fuglene en god varieret frøblanding samt opmadningsfoder hver dag. Det er en meget krævende proces fuglene er i gang med, og har de ikke nogen mulighed for at dække deres daglige behov for vitaminer og mineraler vil det gå ud over deres fjersætning. den bliver løs og uden naturlig glans. På ældre fugle, der skifter alle fjerene, vil det være ca. 1500 fjer der skal fornys. Det er en meget krævende proces, der stiller store krav til kroppens reserver. Først og fremmest kalk og mineralreserverne, så derfor må der aldrig mangle en varieret kalk og mineral blanding ved fuglene. Det vil tage omkring 12 til 14 uger før ungerne har overstået fældeperioden. 

Juni:
Avlsfuglene er nu også påbegyndt fældningen, og efter pausen oven på yngleperioden skulle vitamin- og mineral reserverne nu også være så gode, at fuglene kan komme igennem fældningen i en rimelig god kondition. 
Vi kan nu begynde at sortere ungerne efter køn, han ungerne er nu begyndt at synge, og det er nu engang den sikreste metode til at skelne mellem hanner og hunner. Har man mulighed for at adskille fuglene i separate bure eller voliere, er det nemmere at få overblik over bestanden af han og hun unger. Det er også nemmere at følge udviklingen af ungerne. Har man ikke mulighed for at adskille dem, kan de også opdeles ved brug af farvede plastringe, således at han ungerne for eksempel får plastringe på det højre ben og hun ungen på det venstre ben.

Juli:
En noget stille måned, hvor ungerne langsomt begynder at vise, hvad de indeholder af farve, tegning og figur. En ting jeg lige vil nævne her under denne måned er solen. Det er dog gældende for hele det første år af ungernes levetid. Fugle med sort pigment, vil blive bedre i farven og uønsket brunt vil reduceres i solskin, hvorimod fugle med brunt pigment vil blive afbleget i solen, hvilket vil give et point fratræk på udstillingerne. 

August:
En spændende og vigtig måned. Først nu kan vi afgøre om der er den kvalitet i vort opdræt som vi håbede. Vi skal nu også udvælge kommende udstillings- og avlsfugle. Ikke mindst ved udvælgelsen af avlsfugle skal vi være meget kritiske, og kun beholde de absolut sundeste og største fugle, der er faldet efter forældrefugle, der har vist gode arvemæssige og opdrætmæssige egenskaber som omtalt i første del af artiklen. 

Udstillingsfuglene skal udvælges efter andre kriterier. Her er det først og fremmest farven, tegningen og figuren, der skal være så nær på standard kravet som overhovedet muligt. Ved en eventuel god bedømmelse kan de også bruges i avlen, hvis de ellers kan leve op til de samme krav som omtalt ovenfor.
Hellere avle med færre gode par, end med flere der kun er halvgode. Oftest vil det alligevel ikke give det ønskede resultat. Jeg læste engang en artikel hvor forfatteren skrev, man skulle betragte sit opdræt som en pyramide. Foroven sad der en enkelt topfugl, derunder nogle få gode og så fremdeles nedefter med en bred basis af dårlige fugle. Avlens kunststykke er så at finde toppen af pyramiden og bygge videre på den, ikke at rive den ned.