Referat fra juleafslutning i Region Syd 2011

 

Juleafslutningen i Region Syd blev traditionen tro afholdt på BMS i Kolding.

Formanden bød velkommen til de fremmødte (19 personer), med håbet om en god og hyggelig aften. Efter julesangen blev der overrakt præmier til dette års pokalvindere fra udstillingen, der i år blev afholdt på Fyn sammen med Region Fyn i Korup d. 30. oktober 2011.

 Pokalvinderne var:

             Bedste figur kanarie: Tage Schmidt for Gloster Corona på : 92 P.

             Bedste farvekanarie: Peter Bang  for Rød Intensiv.   på : 91 P.

             Bedste figurstamme: Per Larsen for Fife Stamme.   på : 358 p.

             Bedste farvestamme: Ib Hansen Gul Mosaik Stamme. på : 361 p.

             Junior pokalen var der desværre ikke nogle emner til i år.

Til gløggen og æbleskiverne gennemgik formanden årets aktiviteter i Region Syd.

 D. 16. marts blev den årlige generalforsamling afholdt på BMS.

D. 4. juni var der udflugt til Mandø sammen med Region Fyn, der var pæn opbakning til turen, og vi var heldige med vejret.

D. 25. august var der møde hos fam. Bang i Esbjerg. Her var vi så heldige, at Frank Darling holdt foredrag om kanarier, til de 21 deltagere. Tak til Lene og Peter for de gode rammer og til Frank for det lærerige foredrag.

 Klargøringsmødet på Fyn var også med deltagelse fra Region Syd.

Region Fyn afholdt endagsudstilling d. 29. oktober på Korup Skole, Ronald Hvam og Bent Sivertsen var dommere, og 194 fugle var tilmeldt, med ca. ½ delen fra Region Syd. - Tak for opbakningen!

 D.M. blev holdt i Silkeborg d. 6. november med 1060 udstillede fugle heraf mange fra Region Syd, regionen havde rigtig mange fine resultater.

 Formanden takkede BMS for lånet af lokalerne i årets løb, og for opbakningen fra medlemmerne.

Traditionen tro blev der spillet banko, også i år med fine præmier  -Tak til sponsorerne! Også en tak til Tage, der havde sørget for julekagen til kaffen og den afsluttende julesang.

 Hermed ønskes en glædelig jul og håbet om et godt nytår til såvel kanarievenner som deres familier, og med ønske om et fortsat godt samarbejde i det nye år.

                                                                                              Med venlig hilsen bestyrelsen Region Syd