Aftensmøde hos Niels Christian Madsen (NCM) d. 6.maj

Denne aften, som var planlagt som aftensmøde, blev besøgt af 14 personer, så med ialt 15 fugleinteresserede samlet, blev det til en livligt snakkende forsamling.

Efter et besøg i Niels Christians fuglestue, blev vi budt indenfor på aftensmad. Tusind tak for det!
Derefter åbnede Niels Chr mødet med et velkommen og et særligt velkommen til Egon, som er et muligt nyt medlem i foreningen.  NCM fortalte om hvordan vores REGIONSMØDER kunne sammenlignes med erfagrupper, hvor man gså erfaringsudveksler. Netop erfaringsudveksling er guld værd, som ny opdrætter.

Desuden fortalte NCM om generalforsamlingen den 11/4, om en mulig fusion med DKK, om muligheder og problematikker og om vigtigheden af, at have en bestyrelse i den kommende fusionerede forening, som har lyst til at lægge mange kræfter og timer i arbejdet.

Dette punkt giver hver gang anledning til stor diskussion, om dommere, ringe, bladet og ikke mindst økonomien i en kommende samlet forening.


Efter indledningen, kom vi til et punkt fra Niels O og Ruth, som handler om, IKKE at spare på pokaler og rosetter i regionen. Der er ingen tvivl om, at man gerne vil have disse æresbeviser med sig hjem, når man har fortjent dem. Det er vist heller ikke til at tvivle på, det vil betyde meget for, om man som fuglemenneske, har lyst til at starte op som avler og udstiller. Desuden foreslog Niels O og Ruth, at man gør mere ud af udsmykningen til udstillinger, med blomster i reolerne.


Og vi kunne konstatere at punktet: POKALFORSLAG, blev modtaget positivt  hele bordet rundt:


Man enedes om, at pokalerne skulle udvides med følgende:

1 vandrepokal til "Bedste Farve Stamme"
1 vandrepokal til "Bedste Figur Stamme"
1 vandrepokal til "5 Bedste Farvekanarier"
1 vandrepokal til "5 Bedste Figurkanarier"
(De 5 bedste fugles point bliver simpelthen lagt sammen)

Endvidere:

1 pokal til ejendom til "Bedste 1. gangs udstiller" og
1 pokal til ejendom til "Bedste junior udstiller" (Under 30 år).
Indtil nu har vi haft:
1 vandrepokal til "Bedste farve Kanarie" og
1 vandrepokal til "Bedste figur Kanarie"
De fortsætter begge.

Det blev overladt til Udstillingsudvalget og kassereren at sørge for det rent praktiske med indkøb, gravering o.s.v. (Peer kendte en pokalleverandør med rimelige priser i Hjørring).


På mødet dukkede der 2 flotte pokaler op: 1 fra Niels Chr. og 1, som Kurt havde med. De blev med tak modtaget, og genopstår nok som vandrepokaler til Stammerne.


Der var også lydhørhed for, at udstillingsreolerne skulle pyntes med lidt blomster (Det har man tidligere gjort).


Alle syntes tillige, det var en god ide at udstille de pokaler, der blev kæmpet om.


Til sidst blev det foreslået, at man fremover har dagsorden til fuglemøderne. Også dette blev godt modtaget, så det er vil være fint at fremsende punkter til Peer, Niels Chr og Susanne, så vil medlemmerne modtage dagsorden,  når der fremover kaldes til fuglemøde.


Tak for en hyggelig aften