Referat fra Medlemsmødet hos Kjeld Gade, den 21/3 2015 -
10 tilstedeværende
 
Traditionen tro startede vores møde i fuglehuset.  Kjeld har vi med fornøjelse besøgt mange gange, så vi mente jo nok, at alt var som ellers. Men denne gang, var der fjernet et par volierer, samt sat nye flotte hvide ynglebure ind i fuglehuset. Kjeld fortalte om hans overvejelser og tanker, inden forandringen blev gennemført, og man må sige, at den forandring har givet nogle helt nye glæder og muligheder. I korte træk fortæller Kjeld, at han fuglehus som plejer at være indrettet med volierer, i den ene side, og med ynglebure i modsatte side, har fungeret fint i mange år, men at det hele tiden har været et irritationsmoment, at han ikke har kunnet se sine fugle på afstand. Med den lidt smalle gang der har været midt gennem fuglehuset, har han bevæget sig tæt på bure/volierer, når han har kigget ind til hver enkelt fugl. Nu er der blevet et stort frit rum, midt i huset, hvor Kjeld har placeret en dejlig stol og et lille bord og fra den plads har Kjeld nu mulighed for, at se ind til næsten alle bure og volierer, og fuglene har stadig samme muligheder, da de endnu kan flyve ud til samtlige flyvevolierer i haven. 
Fantastisk opleve en så lille forandring, kan få så stor en betydning.  Ingen tvivl om at der vil blive mange gode stunder fra den plet.  
Fuglene hos Kjeld er jo altid en fornøjelse og i år var der også Norwich-fugle…spændende om og Kjeld får stor succes med den race.
Efter opstart i fuglehuset blev vi budt indenfor til kaffe mm.
 
Peer orienterede om sidste JFKK bestyrelsesmøde. Et stort diskussionsemne, er sammenlægning af JFKK og DKK, og vigtigt er det, at der ikke besluttes noget endnu. Der er utroligt mange ting der skal tænkes ind - før en sådan sammenlægning skal finde sted. 
 
Desuden fortalte Peer om et kommende udstillingsmøde i uge 24 og om kommende generalforsamling i JFKK, som Peer UNDERSTREGEDE vigtigheden af, at deltage i og sige hvad man mener. Ingen skulle være bange for at sige noget dumt, og det er ikke sådan, man bliver valgt ind i noget, hvis man ikke er interesseret i det. Generalforsamlingen er 11. april, og medlemmer fra nord kan kontakte Peer, og høre om de kan være i hans bil .
 
Mødet sluttede med en snak om sommerudflugten, som desværre stadig ikke er kommet på plads, og om årets ynglesæson som hos de fleste var ved at være overstået.  
 
Vi takker Ellen og Kjeld Gade for hyggeligt værtsskab, hvor vi som altid blev forkælet med øl, vand, kaffe, brød og den dejligste kage.
 
Næste møde er Generalforsamlingen 11/4 og derefter aftensmøde 6/5 kl 18.30 hos Niels Chr. Madsen i Sæby-
 
ref. Susanne