Dansk Kanarie

- stedet hvor kanarieopdrættere samles

Frisé – racer.


De krøllede fjer giver fuglene et mærkeligt udseende, så meget endog, at det ofte hænder at folk der ikke kender disse fugle, spørger om de er syge. Men det modsatte er derimod tilfældet, idet den overdådige frisure på fjerene beviser at der er en fremragende kondition på fuglene.

Hvordan frisé kanarierne er opstået, er der mange forskellige meninger om. Det eneste punkt hvor man er nogenlunde enige, er om tidspunktet hvor de første fugle fremkom med krøllede fjer. Det er man nogenlunde sikker på var omkring år 1800.

Flere lande er nævnt som stedet hvor udviklingen af de første frisé kanarier fandt sted. Lande som Spanien, Frankrig, Belgien og Holland. I alle de forskellige optegnelser, hvor oprindelsen til frisé kanarier omtales, er Holland et af de lande der ofte nævnes. Ud fra det må man formode at Holland omkring år 1800, har leveret et vigtigt bidrag til at frisé kanarierne fremkom. Udtrykket "Hollænder" var tidligere et internationalt begreb i sammenhæng med frisé kanarierne. Her kan nævnes navne som Serin-Hollan-dais, Hollandais-Roubaisien, Wiener-Hollænder o.s.v. I den forbindelse skal vi være opmærksom på, at specielt det sydlige Holland i tidligere tid, var et af de vigtigste områder for frisé kanarier. Et andet betydelig område for udviklingen af frisé kanarier var i nord Frankrig omkring byerne Roubaix og Lille samt i landdistriktet Picardie.

Sandsynligvis er Roubaix frisé den race hvorfra alle senere frisé kanarier er opstået. Selvom der ikke længere eksisterer en eksakt standardbeskrivelse for denne Robeke-frisé, så kan vi dog danne os et indtryk af racen, ud fra nogle ganske få gamle afbildninger der endnu eksisterer af denne fugl. Det har været en fugl der hvad angår størrelse cirka har været af samme størrelse som de nuværende Hollandske frisé racer. Holdningen har været let bøjet, med ret lange ben. Befjeringen så også nogenlunde ud som vi ser ved de nuværende frisé racer, men dog med enkelte kendetegn så som hanefjer og roset der kan genfindes på Pariser frisé.

Som flere andre af de gamle racer er stamfaderen til frisé kanarierne uddød. En anden frisé race der er uddød er Wiener-Hollænder, selvom nogle sætter spørgsmålstegn ved om den kan betragtes som en selvstændig race. Omkring år 1900, begyndte Østrigste opdrættere et forsøg med at fremavle deres egen nationale frisé kanarie. Gennem flere år, forsøgte man at fremavle en frisé fugl, der viste tydelige afvigelser til de øvrige frisé fugle. Men det lykkedes ikke rigtigt, og efterhånden hørte man ikke mere til den så racen nu er helt glemt.

En race der tydeligt ligner Pariser-frise, og egentlig også er en og samme fugl, er den Brasilianske-frisé. Den er noget større og krøllerne er meget kraftigt udviklet, men det skyldes tildels de varme himmelstrøg. Frisé fugle der opvokser under et varmere klima, vil udvikle større krøller end vi kan forvente her i det kolde Nord. Derfor må vi betragte denne Sydamerikanske frisé kanarie som en større udgave af Pariser frisé.

Frisé kanarierne opdeler vi i to grupper. De kraftige og de let friserede racer. Med de kraftige friserede menes der de fugle der har frisure over hele kroppen. Til denne gruppe hører Pariser-frise og Paduaner. De let friserede har tre grupper af frisurer, nemlig på brystet, ryggen og flankerne. I denne gruppe finder vi Nordholland-sk-frisé, Sydhollandsk-frisé, Schweizisk-frisé, Fiorino, Gibber Italicus og Giboso Espagnola.

På grund af den åbne og tynde fjerdragt er frisé racerne ret sarte fugle der ikke tåler kulde og fugt. Fuglene er generelt ikke så gode avls-fugle, de er af natur ret sky og nervøse.

Pariser Frisé.

Hvornår racen er opstået kan ikke fastlægges helt præcis, men for over hundrede år siden blev den udstillet. Den første officielle standard blev opsat i 1920. Pariser Frisé, er som de andre store racer, ikke en fugl man bør avle med før man har nogen erfaring som opdrætter.

Pariser Frisé er en af de største kanarieracer der først det andet leveår er helt udvokset.

Derfor er størrelsen en vigtig del af fuglen, den kan på ældre fugle nå helt op på 22 cm, mens minimum størrelsen på 19 cm er et krav de unge fugle bør opnå.

Volumen på fjerdragten skal være meget stor så fuglen virker bred og kraftig. Vingerne lange, med udbredte vinger måler den omkring 30 cm fra vingespids til vingespids.

Klimaet hvori fuglene opvokser spiller en stor rolle, således vil de Pariser Frisé der opvokser i Italien og Brasilien normalt blive noget større, der er Pariser Frisé i Brasilien der bliver over 23 cm i længde.

Ved Pariser Frisé fremkommer der, lige som ved alle de andre friserede, tre hovedgrupper af frisurer: det er rygfrisuren, brystfrisuren, flanke-frisuren eller finnerne men derudover finder vi frisure på hovedet, kinder, hals og bug. På de bedste fugle kan der i forlængelsen af rygfrisure fremkomme en såkaldt roset der er en afrunding af rygfrisuren. Ofte er den ikke helt synlig da den ofte dækkes af vingerne.

Hovedfrisuren kan fremkomme på to måder: enten som en frisure på langs af hovedet hvor den krøller til en eller begge sider eller som en vifte op over hovedet. På de gode fugle finder vi kraftige halefjer de såkaldte hanefjer der hænger ned på begge sider af halen.

Neglene skal følge stilen på hele fuglen, det vil sige at det ikke kun er fjerene der skal krølle, der skal også være snoning på neglene så der får form af en proptrækker. På de unge fugle vil der ikke være ret meget snoning men tendensen skal være der.

På grund af størrelse og fjerdragt er den ikke mellem de lette racer i avlen og indkøbsprisen kan være høj for de gode fugle

Paduaner Frisé.

Denne friserede race ligner på flere punkter Pariser Frisé, men samtidig er der dog enkelte punkter der adskiller dem, hvilket betyder at vi kan betragte den som en særskilt race.

Et tydeligt kendetegn på denne race er ud over den krøllede befiering toppen på fuglen.

Paduaner er ikke så lang som Pariser Frisé og derved bliver de krøllede fjer kortere, det bevirker at den ikke har så meget fylde som Pariser Frisé. Fordi de krøllede fjer har mindre volumen, betyder det ikke, at de forskellige frisurer ikke skal være symmetriske og godt udviklet.

Kraven er et af de punkter der adskiller den fra Pariser Frisé. Kraven skal fremkomme tydelig og være smuk rundet, men fjerene på kraven er ikke så lang og hele kraven ligger lavere end ved Pariseren. Herved fremkommer en tydeligere og mere glat befjeret hoved og hals.

På Pariser Frisé løber ryggen og brystets krøllede fjer sammen med kraven og hovedets krøllede hovedbefjering, derved fremkommer en helhed af krøllede fjer.

På Paduaner må der ikke fremkomme denne sammenblanding af frisurer, kraven skal være fri af bryst og rygfrisure og over kraven skal hals og hoved være glatbefjeret kronet med en veludviklet top. Denne top må vi dog ikke sammenligne med toppen på en Gloster.

Da tendens til krøllede fjer er den vigtigste egenskab ved disse fugle, vil det selvfølgelig også påvirke toppens fjer der ikke kan ligge helt glat som på Glosteren, men toppen skal dog være ret stor og nå ned til lige over øjnene. Bryst og rygfrisuren skal være symmetrisk og godt udviklet. Flankefrisuren (finner) skal også fremkomme symmetrisk på begge sider og nå godt op om vingerne, en fejl vi ofte ser på de friserede fugle er finner der mangler på en eller begge sider, eller ikke bøjer op om (mod) vingerne. Ved haleroden skal der vokse lange fjer frem der hænger ned på begge sider af halen, de såkaldte hanefjer.

Da Paduaner er en ret sjælden race uden for Italien hvor den dog heller ikke er almindeligt, er det ikke en fugl vi normalt ser på udstillingerne ud over de helt store i udlandet. Som med de andre store kanarier racer, er det ikke en variant der kan anbefales, uden man har noget kendskab til pasning og pleje af kanarier.

Nordhollandsk Frisé.

Nordhollandsk Frisé er en af de let krøllede racer, hvilket vil sige at denne fugl skal have tre grupper krøllede fjer. Disse tre grupper er rygfrisuren eller kappen, brystfrisuren og flankefrisuren også benævnt finner.

Selv om Nordhollandsk Frisé er en af de stærkeste af de krøllede racer, bør den på grund af den løse befiering ikke holdes ved for lave temperaturer. Normalt er det den af de krøllede racer der er den bedste avisfugl.

Rygfrisuren skal fremvokse ud fra midten af ryggen, fra en lige midterlinie skal de krøllede fjer symmetrisk falde til begge sider. Disse krølfjer skal være så lange at de så vidt mulig danner et hele med bryst og flankefrisuren.

Brystfrisuren dannes af krøllede fjer der fra begge sider af brystet vokser fremad og derefter krøller ind mod brystets midte hvor de skal danne en samlet frisure. Denne brystfrisure må ikke fremkomme for langt op af halsen der skal være helt glat befjeret.

Flankefrisuren skal være tydelige og symmetriske på begge sider af fuglen. De skal krølle op mod vingerne så de når sammen med rygfrisuren. De må ikke fremvokse for langt tilbage på kroppen så de ikke kan nå sammen med ryggens kappe.

Bugen skal være glatbefjeret. Det er en af de vanskeligste krav man kan stille til en fugl, at den på nogle områder skal være fuldstændig glatbefjeret mens den på andre områder skal have så lange krølfjer som muligt. Men for alle let krøllede racer er det et af de vigtigste punkter.

Denne race skal egentlig have en ring af krøllede fjer rundt om kroppen men kun på området mellem skuldre og bug, derudover skal befjerin-gen være så glat som muligt.

Ofte ser man for meget krøl på bugen, det er det punkt der oftest volder problemer for opdrættere af denne race. På hoved-hals kan man også se krøllede fjer på grund af indflydelse fra andre racer. Gennem tiderne har mange opdrættere krydset f.eks Pariser Frisé ind på racen for at give den mere størrelse og flere krøllede fjer.

Det medfører at de fleste fejl vi i dag finder på fuglen kan henføres til at den ikke er raceren.

For opdrættere der vil begynde med de krøllede racer, er Nordhollandsk Frisé den bedste fugl at starte med, den er ikke så sart og vanskelig som flere af de andre krøllede fugle.


Sydhollandsk Frisé.

Sydhollandsk Frise tilhører gruppen let friserede racer og ligger hvad angår placering af frisurer tæt op af Nordhollandsk Frise.

Den store forskel mellem disse racer er kropsformen. Ideal holdningen på Sydhollandsk Frisé er en form som et 7 tal. Med den foroverbøjede form vil den krøllede befiering ligge noget højere på ryggen, end den vi ser ved Nordhollandsk Frise.

På grund af den tynde befiering tåler de ikke lave temperaturer.

For at fuglen kan indtage en god holdning er det vigtigt at den har en lang hals og et fint ovalt hoved. I aktion skal fuglen fremvise helt strakte ben, men ofte ser vi fugle der danser op og ned på pinden. Et kendetegn for racen er nervøsitet der tydeligt kommer til udtryk i de urolige bevægelser hvor fuglen ofte griber fast i udstill-ingsburets tråde med det ene ben. Men da det er en naturlig egenskab på disse fugle, vil det kræve meget burtræning for at de kan fremvise den rigtige holdning i buret.

Man skal være opmærksom på forskellen i kropsformen i forhold til Nordhollandsk Frise og Schweizisk Frise.

De vigtigste kendetegn på Sydhollandsk Frise er:

Meget lange strakte - tynde ben. Et ovalt hoved på en lang tynd hals der står i forhold til de brede skuldre. Krøllede fjer der danner præcist afgrænsede frisurer på ryg, flanker samt bryst.

Befjeringen skal man være meget opmærksom på. En befiering der er for lang medfører ofte at der fremkommer krøller på steder der ikke er ønsket så som på hoved, hals og underkrop. Men også en kort og tynd befiering ses ofte, det medfører at der opstår bare plettet på hovedet ligesom overlåret kan være dårligt befjeret. Denne fejl vil let fremkomme på racen, måske på grund af krydsning med Gibber Italicus.

På grund af det nervøse gemyt og de stive oprette ben, er racen ikke så stabil en avisfugl som mange af de andre figurracer. I avisburene et det meget vigtigt at der er plads over pindende og de har en form så faglene kan holde godt fast under parring. Rederne skal være ret store men ikke for dybe, ellers kan hunnen ikke nå ned og made ungerne.

De friserede racer er ikke så velegnet for opdrættere der ikke har nogle års erfaring med pleje og pasning af kanarier.

Schweizisk Frisé.

Racen er opstået ud fra flere af de forskellige gamle kanarietyper der fremkom i udviklingsperioden af de krøllede kanarier.

Schweizisk Frisé er en af de let krøllede racer hvilket vil sige at den skal have tre skarpt afgrænsede grupper af krøllede fjer. Det er rygfrisuren, brystfrisuren og flankefrisuren også kaldet finnerne. På grund af den meget tynde og lette fjerdragt tåler den ikke kulde og fugt, det kan være et problem hvis den udstilles i lokaler der ikke har tilstrækkelig varme.

Rygfrisuren på Schweizisk Frisé skal fremvokse symmetrisk til begge sider fra en lige midterlinie.

Brystfrisuren skal fremvokse fra begge sider af brystet hvor de krøllede fjer skal bøje ind mod hinanden for at samles midt for brystet hvor de skal danne en lukket frisure.

Flankefrisuren skal fremkomme symmetriske på begge sider være så godt udviklet at de bøjer op om vingerne og danner et hele med rygfrisuren. Hoved, hals og bug glat befjeret. Halsen ret lang.

Den store forskel til Hollandsk Frisé er holdningen. Schweizisk Frisé skal have en meget opret holdning med næsten stive ben hvor kroppens skal vise en halvmåneform. Den fremkommer når hovedet strækkes fremefter og halen trækkes helt ind eller under pinden. Hovedet må ikke holdes så lavt som ved Sydhollandsk Frisé.

Når fuglen er i ro vil den ikke fremvise denne halvmåneholdning, den skal fuglen gennem megen træning opøves til at indtage på kommando når den sættes foran dommeren. Træningen bør startes så snart ungerne er selvstændige, man kan starte med at hænge et udstillingsbur op foran deres flyvebur så de kan vænne sig til buret Man kan fodre med lidt lækkert i buret så de gerne vil gå derud og forbinder den med noget godt.

Efter nogle uger kan man gå videre med træningen ved at ungerne en for en anbringes i udstillingsburene der så hænges op i øjenhøjde. Man banker nu let på burets bund og sider så de vænnes til at indtage holdningen når de hører og mærker en banken på buret. De første mange gange skal ungerne kun opholde sig i buret under træningen, men efterhånden kan de blive der nogle timer af gangen.

Som avisfugl har den ry for at være lidt vanskelig blandet på grund af den krøllede fjerdragt og de ret stive ben.


Fiorino.

Racen er på en måde opstået ved en tilfældighed, fordi de Italienske opdrættere manglede avlsfugle der var gode til at opfodre unger. På den måde havde de nogle til at opfodre ungerne fra Frisekanarierne.

Man krydsede nogle Gloster Fancy kanarier ind på Nordhollandsk Frisé for at få de gode avlsegenskaber fra Glosterne ført over til Frisé fuglene.

Ved tilbageavl fremkom der enkelte smukke små friserede fugle med top. Specielt Dr Zingoni var en af de første udstiller af denne mini Frisé.

På den Italienske nationaludstilling i 1981 blev den udstillet for første gang. Den var da allerede navngivet som Fiorino.

I de mellemliggende år blev den regelmæssigt udstillet på de forskellige C.O.M. verdensudstillinger. I 1989 lykkedes det at få den officielt godkendt på C.O.M. verdensudstillingen der det år blev afholdt i Italien.

Fiorino skal være en ret lille kompakt fugl. I praksis viser det sig at netop den lille krop er et af de sværeste punkter. Men da størrelsen og den kompakte krop er en af de vigtigste punkter på fuglen, er det et punkt man skal være meget opmærksom på når man udselekterer fugle til avlen.

De fleste fugle opfylder ikke dette krav, ved en bedømmelse skal man dog lægge vægt på at fuglen så vidt mulig opfylde kravet til størrelse og samtidig viser en fyldig og kompakt krop.

På de toppede fugle kræver standarden at den skal have form som en smuk hvælvet Glostertop. Indtil nu er det ikke helt lykkedes at fremavle denne top på fuglen. Hvis vi nogen sinde skal se en Fiorino der ligner den tegning vi har i standarden, skal vi ved en bedømmelsen af fuglen, ud over de krøllede fjer, som model altid have Gloster kanariens top og form i tankerne.

Med hensyn til ryg. bryst og flankefrisure, skal de opfylde samme krav som stilles til de andre let krøllede racer, hvilket vil sige veludviklede og symmetriske krøllede fjer i skarpt afgrænsede frisurer.

Det kan være et problem at fastholde racekendetegnene ved avl med de nye racer, ofte vil der være en tendens til al den bevæger sig over mod en af de racer hvor fra den er opstået. Da racen stadig er så ny, kan det være ret vanskeligt at få gode rentarvende avlsfugle da der stadig bliver tilbageavlet på Nordhollandsk Frise.


Mehringer.

Mehringer er en krydsning ud fra Pariser Frise, Farvekanarier, Glostere og Nordhollandsk Frisé.

Mehringer er en mini Pariser Frisé, der i 1989 for første gang blev udstillet på de Tyske udstillinger.

Den blev i årene fra 1983 til 1989 udviklet af en Tysk opdrætter der bor i Mehringen. Racen der bliver mere og mere populær blandt opdrættere i Tyskland, er endnu ikke godkendt under C.O.M.

Det vigtigste punkt er størrelsen så der bliver en helt tydelig forskel til Pariser Frisé. Bortset fra størrelsen skal den ligne Pariser Frisé på alle øvrige punkter.

Rygkrøllerne skal fra en lige midterlinie falde symmetriske til begge sider ud over vingerne. På den nederste del af ryggen skal de krøllede fjer danne en roset.

Brystets krøllede fjer skal være veludviklet og fra begge sider af brystet skal de krølle ind mod hinanden og mødes midt for brystet hvor de skal danne en tæt helhed. På bugen skal der også fremkomme små krøllede fjer.

Flankekrøllerne (finnerne) skal fremvokse symmetriske fra begge flanker, de skal være godt udviklede og bøje helt op om vingerne.

Hovedet skal være bred og kraftig med en god krøllet befjering, på kinder tydelige bakkenbarder og omkring halsen en række opretvoksende fjer der danner en krave.

Halen bred men samlet, der skal være tydelige hanefjer, lårene godt befjeret. Der skal være tydelige tendenser til proptrækkemegle.

Avlsmæssigt vil det største problem med de nye racer nok være om man kan fastholde racepræget. Det vil sige en tro mini kopi af Pariser Frisé, for med den korte årrække den har været opdrættet, kan der stadig være en del arvelige gener fra basis racerne der kan indvirke negativt på resultatet.

Men på flere Tyske udstillinger, har jeg de senere år set flere Mehringer udstillet, der bortset fra størrelsen, kommer meget tæt på at ligne forbilledet Pariser Frisé.

Da det er en meget mindre fugl end Pariser Frisé og den har nogle gode avlsgener fra Gloster Fancy og farvekanarierne, vil den, lige som flere andre af de nyere krydsningsracer, være en avisfugl der er ynglevillig og god til at opmade ungerne.

Gibber Italicus.

Gibber Italicus er en frisé kanarie der ligger tæt på Sydhollandsk Frisé, man ser tydeligt at den har spillet en stor rolle da man fremavlede Gibber.

De fleste kendetegn på Sydhollandsk Frisé finder vi også på Gibber. Den samme holdning som et 7-tal, de samme stive oprette ben, næsten samme gruppe krøllede fjer men dog kortere og mindre omfangsrige og også den samme tendens til at holde fast med det ene ben i trådgitteret.

Opdræt af Gibber er ret vanskeligt, man bør have nogen erfaring og de rette omgivelser der passer til racen.

Befjeringen er det punkt der adskiller den mest fra Sydhollandsk Frisé. En Gibber Italicus er en intensiv fugl med en meget kort befjering, så tynd at på nogle områder af kroppen er den nøgne hud synlig.

En rimet Gibber findes egentlig ikke, der er selvfølgelig fugle der har mere fjerdragt end andre, men rigtige rimede fugle kan man ikke bruger indenfor denne race. Derfor vil man altid ved opdrættet parre intensiv x intensiv.

Ved alle andre racer fraråder man denne intensiv avl fordi det kan give små og tyndt befjerede unger. Men ved Gibber er det netop den tynde befjering vi efterstræber, da kendetegnet på racen er den tynde korte befjering hvor brystben og lår er helt nøgne.

For mange opdrættere er Gibber en mærkelig fugl, mange tror den er en form for degeneration fremkommet på grund af den unaturlige avlsmetode med sammensætning af to intensive fugle. Der fremkommer også nogen indavl fordi racen er så sjælden at det kan være meget vanskeligt at finde ubeslægtede fugle. Men et bevis på at racen ikke er degenereret er trods alt at den har overlevet siden den blev fremavlet tilbage i 1945-1950.

At det er en meget speciel fugl ser man når vi prøver at beskrive den: Hovedet skal være lille og ovalt med så tynd befiering bag øjnene at øregangene skinner igennem. Halsen skal være lang og glatbefjeret. Brystfrisuren har samme form som ved Sydhollandsk Frisé men er ikke så lang. De korte krøllede fjer på brystet må ikke nå sammen man skal tydelig kunne se det nøgne brystben. Ryg og flankefrisure skal være symmetriske men på grund af den stærke intensivitet er de meget korte. Lår helt nøgne.

Holdningen skal være som et 7-tal med en ret ryg og hoved-hals strakt fremefter og bøjet ned til under skulderhøjde med helt strakte ben.

Giboso Espagnol.

De største forskelle til Gibber er:

Giboso Espagnol er noget længere end Gibber Italicus.

Halsen er noget længere (Giboso 5-6 cm, Gibber 3,5-4 cm) er bøjet meget længere ned (form som et l- tal).

Benene er længere og med led der er bøjet fremefter.

Giboso Espagnol har et helt bart brystben, kun den underste del af bugen er dækket af meget små korte fjer.

Denne race er godkendt af C.O.M i 1984.

Selvom disse fugle af natur hurtig indtager den oprette holdning, skal man dog ved bedømmelse give fuglen tilstrækkelig god tid til at få den lange hals strakt ned mod knæene.  Ligesom ved opdræt af Gibber Italicus er opdræt af denne race ikke nemt. Opdrætteren skal være helt klar over hvilken konsekvenser det kan give i avlen, når man bruger dobbelt intensivfaktorer. I avlen sammensætter man intensiv x intensiv, (det er en nødvendighed for at opdrætte fugle der lever op til kravet i standarden).

Problemer der kan fremkomme på grund af denne intensiv avl er f. eks dårlig befrugtning, unger der dør i ægget, meget svage unger, unger med meget tynd fjerdragt. Dertil kommer at fuglene på grund af den meget oprette holdning på stive ben, har vanskelig ved selv at fodre ungerne, der kræves næsten altid ammefugle.

Den tynde fjerdragt næsten uden underdun yder ikke megen beskyttelse mod kulde og træk, det medfører at fuglene skal holdes indendørs under ret høje temperaturer for at trives. Det er faktisk sådan at racerne Giboso Espagnol og Gibber Italicus ikke trives ret godt på de nordlige breddegrader.

Bryst, ryg og flankefrisuren skal også på denne fugl fremkomme symmetriske. Brystfrisuren må ikke være samlet, det skal være muligt at se det nøgne brystben i hele sin længde. Lårene skal være let tilbagebøjet og helt nøgne uden befiering. På grund af den stærkt intensive befjering, vil de tre frisurer ikke være så udviklet som vi normalt ser ved Nord og Sydhollandsk Frisé.

Holdningen der er det vigtigste punkt på fuglen skal i aktion indtage en form som et 1-tal, hvor ryg og hale skal danne en lige lodret linie. Hoved og hals bøjet nedefter i en vinkel på 45 til 60 grader i forhold til ryg-hale linien.

Melado Tinerferno.

Melado Tinerfeno har dannet basis for udviklingen af den Spanske race Giboso.

Selvom denne kanarie race har været opdrættet på Tenerife siden 1875, er det først i slutningen af firserne, de første omtaler og beskrivelser af racen fremkommer inden for figur-kanarieverdenen.

Det er en ret stor Frisé kanarie der i model ligger ret tæt på Giboso Espagnol, men dog med noget mere befjering.

Avlsmæssigt er den lige så vanskelig som Giboso og er nok ikke en race man bør avle så langt mod Nord.

Det er en ret stor frisékanarie der i model ligger tæt op af Giboso, men på alle områder har den noget kraftigere fjerdragt.

Holdningen skal have form som et 1-tal, men hoved og hals skal ikke holdes så lavt som ved Giboso. Halsen skal være meget lang (5 cm) for at fuglen kan indtage den rigtige holdning. Ryg og hale skal danne en ret linie herunder må halen ikke berøre siddepinden.

Brystet skal være ret bredt (omkring 4 cm) med ret korte krøllede fjer, brystbenet skal næsten være synligt i hele sin længde.

Den øvrige krøllede befjering skal være godt udviklet således at næsten hele ryggen er dækket af krølfjer. Hoved, hals og underkrop skal være glatbefjeret.

Fugle med så ekstrem tynd befjering, som vi finder ved Gibber Italicus, Giboso Espagnola og Melado Tinerfeno, kræver særlig hensyn så de ikke udsættes for træk og kulde. Der er næsten ikke underdun på fuglene og de åbne krøllede fjer yder ikke megen beskyttelse, derfor afkøles de meget nemt.

Det kan bl. andet være et stort problem ved alle de friserede racer, hvis der er for koldt i et udstillingslokale. Når fuglene prøver at holde varmen trækker de fjerene sammen om kroppen, det bevirker så at den krøllede fjerdragt forsvinder mere eller mindre.

Avlsmæssigt er det en meget vanskelig race der kræver en hel del erfaring med opdræt af kanarier. Fuglene er ret nervøse og urolige og er bl.andet på grund af de stive ben ikke gode opmadere. Det er vigtigt at der er ret brede pinde i burene så fuglene kan få et godt greb om pinden, er de for tynde vil fuglene have svært ved at holde balancen og må uafbrudt baske med vingerne for ikke at falde bagover.

Japan Frisé.

Japan Frisé også kaldet Makige Frisé er opstået i Japan omkring 1925, men først i 1960 blev racen kendt i Europa.

Racen er endnu ikke godkendt af C.O.M og dermed heller ikke i Danmark.

Japan Frisé er en let friseret race der på nogle områder ligger tæt på Sydhollandsk Frisé, men der er dog nogle væsentlige punkter der adskiller racerne.

På nuværende tidspunkt er det ikke en race der findes i et stort antal, kun på de større udenlandske udstillinger kan man være heldig at se den, og da kun i et begrænset antal.

Den kraftige stærke holdning på fuglen er umiddelbar påfaldende. De ret lange ben på fuglen skal være helt strakte, det er herunder meget vigtigt at der er stor afstand mellem dem. Netop denne store afstand mellem benene er med til at give fuglen en rektangulær fremtoning.

Betragtet både forfra som bagfra skal der være en tydelig rektangel form. Skuldre og rygfrisure danner overkanten og en tænkt linie i højde med knæled danner underkanten af rektanglen. Hvis vi nu forbinder yderpunkterne på disse linier, får vi en ren rektangel hvor den krøllede befjering vil befinde sig inden for linierne.

De krøllede fjer der danner de tre hovedfrisurer på ryg, bryst og flanker skal være godt udviklede og fremkomme symmetriske. Men ofte vil der ikke være ret meget fylde fordi de krøllede fjer, i forhold til andre friserede racer, ligger ret tæt ind til kroppen.

På Japan Frisé, skal der ud over de tre hovedfrisurer, fremkomme to andre vigtige frisurer der helt tydeligt adskiller den fra de andre friserede. For det første halsfrisuren der skal fremkomme på struben hvor fjerene skal krølle til begge sider fra en tydelig skillelinie. For det andet bugens og lårenes krølfjer, hvor der skal være en ret god krøllet befjering på bugen. Lårene vil oftest ikke viser tydelige krølfjer, men der skal dog være så meget befjering, at det er med til at give underkroppen den nødvendige volumen.

Holdningen der er det vigtigste punkt på fuglen, skal i aktion fremvise en næsten ret linie mellem skuldre - ryg og hale, kun en ganske svag runding er tilladt. Hoved - hals strakt godt fremefter og bøjet nedad, for at få den rigtige vinkel er det vigtigt at halsen har en god længde.

Som de andre friserede racer har den et nervøst sind, og bl. andet de stive ben medfører at den ikke er en helt stabil avlsfugl. Man bør have nogen erfaring for at avle med denne race.

Ronald Hvam.

 

 

© 2015 - Dansk Kanarie - Stedet hvor kanarieopdrættere samles.


Webmasters Palle Tlf: 2862 0960 - Mail: palle@jfkk.dk - Steen Tlf: 4084 5285 - Mail: sdickov@mail.dk